Forestil dig, at du skal nå til en specifik destination — fx Vejle. Du sætter dig i bilen. Der er varm kaffe i kopholderen. GPS, radio og temperatur er korrekt indstillet. Du starter bilen ved at træde på speederen … men samtidig hviler din fod også let på bremsen. Du kommer selvfølgelig frem til Vejle. Det tog bare længere tid end nødvendigt. Bilen arbejdede hårdere end den behøvede. Og du er måske selv lidt frustreret, træt eller irriteret, da du opdager hvad der har bremset hele turen. “Hvorfor gjorde jeg egentlig dét?” Hvis du havde opdaget det tidligere, havde turen været lettere. Måske havde der også været mere energi tilbage til hjemturen. Sådan er det for mange af de virksomheder, jeg hjælper. De har foden på bremsen — uden selv at vide det. Det kan fx være: De kommunikerer mange gode ting … men får også sagt noget, der trækker i den modsatte retning De har flotte billeder … men en visuel identitet, der overdøver dem De ved godt, hvad der burde gøres … men driften fylder så meg

“Kan du leve af det Jannie?” “Sælger du noget?” “Hvordan går det… nu hvor du er startet forfra?” Hvis du er i gang med at bygge din egen virksomhed, har du sikkert også fået den slags spørgsmål i opstartsfasen. Det har jeg i hvert fald. Ikke bare denne gang – men alle de gange jeg har startet virksomhed. Og jeg forstår det godt. For når man ikke længere får en fast lønseddel, så begynder både andre (og en selv) at mærke usikkerheden. Hvad jeg mener med “opstartsfasen” Lad mig starte med min definition af opstartsfasen: For mig handler den nemlig ikke om, hvor længe du har haft et CVR-nummer. Eller om du har en høj omsætning. Den handler i stedet om hvis du befinder dig et sted, hvor du ikke føler dig økonomisk tryg? “Der findes ikke for lav omsætning – der findes for høje omkostninger” Jeg ved ikke, hvem der sagde den sætning først. Og det er en sætning, jeg har taget med mig. Men når det så er sagt…så koster det også penge at tjene penge. Du kan ikke spare dig hele vejen til en velfun

Vi havner alle i mellemrum. Ordretørke. Sygdom. En opsigelse. Et forhold der slutter. Et kapitel i livet der lukker. Mellemrummet er den periode, der går fra noget godt slutter – til noget nyt godt begynder. Vi er desværre ikke altid herre over, at det gode slutter - og heller ikke altid over, hvornår det næste gode starter. Men vi har næsten altid indflydelse på én ting: hvad vi selv gør i mellemrummet. Ofte kan vores handlinger være med til at forkorte perioden. Ikke altid. Men ofte. Eksempel fra arbejdslivet: Du bliver sagt op. Scenarie A: Du gør det, Jobcentret beder dig om. Sender et par ansøgninger hver uge og håber på det bedste. Scenarie B: Du beslutter dig for, at jobsøgning nu er dit nye arbejde. Et fuldtidsarbejde. Du finder et sted uden for hjemmet, hvor du møder ind hver dag kl. 8 og går hjem kl. 16. I det tidsrum er du 100 % dedikeret til aktiviteter, der kan bringe dig tættere på dit næste job. Ikke noget doomscrolling. Ikke noget med at hente pakker eller drikke kaffe m

Især hvis dét du sælger, i kundens verden, er en mellemstor eller lille abe. For så kan du komme til at vente længe på ordren.

Dét er nok det spørgsmål jeg har fået flest gange - så derfor har jeg blogget om dét.

Min mand fortalte mig en anekdote forleden, som satte noget i bevægelse i mig. Både omkring mindset – og omkring det at drive en virksomhed. Vi er i øjeblikket på en månedlang roadtrip rundt i Spanien og har de seneste fire dage boet i det skønneste rækkehus ved havet. Her har været SÅ smukt og fredfyldt. Forleden fik vi en ny nabo – en børnefamilie – og så gik det op for os, at det her ikke er et rækkehus - men en lejlighed med en overbo. Og her er ret lydt. Vi kunne høre hvert et plask og hvin under aftenbadet. Vi var tilhørere til hver konfliktfyldt bid under aftensmaden. Og … barnet sov ikke om natten. Og jeg må indrømme: Jeg gik ret hurtigt fra “lykke og idyl” til “sur gammel dame”. Det, der egentlig ramte mig, var ikke støjen. Det var min egen reaktion. Den der snigende irritation. Den indre dom. Den lille stemme, der syntes, at de forstyrrede min fred. Og så kom anekdoten fra min mand. Clint Eastwood fortalte i et interview (i forbindelse med filmen The Mule), at hans ven Toby